Wilson School

Villaerne (respite care), fantastisk udsigt!

Klasseværelset

Nogle af de mange billeder, der strukturerer børnenes hverdag.

Besøg af drama/danselæren, der også fortæller Maori eventyr og lærer os at synge med på Maorisange.

Institutionens pædagogik:
Praktikstedet hvor jeg er i praktik er en skole for børn med 'special needs'. Skolen bliver betragtet som et lærringssted - hvilket også giver sig til udtryk i dagligdagen.
Eleverne på skolen skal følge det korigulum som undervsiningsministeriet sender ud og som resten af 'mainstream'/folkeskolerne i hele New Zealand også følger - special needs eller ej.
Det vil sige at de børn jeg arbejder med, som lider af alvorlige fysiske og psykiske handicaps følger samme normer og regler som alle andre børn - sådan i store træk.
I hver af skolens klasser er der en klasselære, der er uddannet teacher - skolelærer. Han/hun skal så sørge for at koriculummet bliver tilpasset de børn der er i han/hendes klasse på bedst mulig måde. Børnene skal opfylde krav i forhold til fag som matematik, modersmål, kulturforståelse, kunst og kreativitet m.m. Det kan godt på en snart nyudklækket pædagog virke lidt mærkeligt. Om ikke andet er der nu alligevel mange ting jeg har lært hernede.

Institutionens pædagogik: Som sagt består det uddannede personale på skolen af skolelærer og terapeuter og ikke pædagoger. De ved faktisk ikke helt hvad vi er for nogle størrelser.
I modsætning til hvordan jeg synes vi i Danmark er blevet bedre til at se det enkelte mennekse ud fra dets virkelighed (ingen løftede fingre eller overrislende rosende ord, blot en lille tanke - holder slet ikke alle steder), synes jeg at de her på mit praktiksted tænker meget ud fra hvordan børnene på skolen kan lære ting der passer til normen - flertallet.
Der er meget edikette lærer, f.eks. i hvordan man sidder og spiser, at man ikke sidder på bordene, går med mad i munden osv.. Det kan være lidt omsondst engang imellem, når jeg prøver at få en god kontakt til et barn og så skal være opmærksom på om han eller hun har rene hænder.. Ja pædagogik og skolegang kan nogle gange gnide sig lidt bebsværdet op af hinanden.
Jeg vil sige og give dem respekt for deres handleplaner. Det har de altså styr på. Resultater er de også gode til at få, ja der vil jeg faktisk sige at de er langt fremme i skoene.. eller også tænker vi bare forskelligt i Danmark og New Zealand. Jeg føler mig meget hjemme hernede og rigtig mange ting er ens, men pædagogik findes altså ikke på samme måde som derhjemme og det har tvunget mig til at tænke over hvad jeg egentlig forstår ved mit fag.
Jeg synes vi er rigtig gode til at vende de etiske overvejelser derhjemme og huske det enkelte menneskes rettigheder. Hér føler jeg tit at jeg går lige på grænsen eller over.. Specielt i forhold til hvordan personalet åbenlyst taler om børnene imens de er tilstede, eller til tider glemmer at vi faktsik arbejder med levende og forskellige tænkende endivider med følelser og identitet. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at man ikke lukker toiletdøren hvis man hjælper et barn på toilettet, eller braser ind uden at banke på for at hente en ble. Det kan også være at man lige flytter en kørestolsbruger uden at sige hej eller dav eller andre ting i samme boldgade.
Tilgengæld er de meget resultatorienterede hvilket virkelig kan skabe resultater som virker mirakelagtige. Flere af børnene på skolen er kommet ud af deres kørestole ved hjælp af genoptæning og mange lærer både at få et nogenlunden verbalt og/eller skriftligt sprog. Sociale færdigheder bliver også sat meget i fokus og der bliver raporteret både til høje og venstre og holdt hånd i hanke med hvad der skal nåes osv.

Læren i den klasse hvor jeg er i praktik har kun arbejdet på skolen i et år og er ansat uden nogen erfarring indenfor specielområdet. Hun er ved at tage nogle kurser i bl.a. Intensive interaction - noget der minder meget om Social motorik. Lærerne kan også melde sig til andre kurser, men det kræver som sådan ikke nogen speciel uddannelse udover læreruddannelsen at arbejde som lærer her. Tankevækkende synes jeg, når jeg kigger på de børn jeg selv arbejder med, som alle lider af svære psykiske og fysiske handicaps. Det har måske igen noget at gøre med, at man ikke har den samme form for pædagogik hernede - at det arbejde pædagiger laver derhjemmei stor grad bliver udført af terapeuter hernede og at man med ordet skole mener s k o l e. Et sted for lærring, ofte uden så mange etiske overvejelser.

Tilgengæld synes at skolen er god til at bruge deres terapeuter og igså få dygtige folk udefra til at komme ud på skolen og hjælpe slever og lærer.

F.eks. har vi i min klasse drama en gang om ugen, vi laver mad en gang om ugen, er ude og bowle eller noget andet socialt og laver genoptræning med en masse gode redskaber og (pædagogiske) overvejelser.

Lidt om min hverdag hernede i praktikken.

Jeg arbejder i room 2 på Wilson school. Der er seks klasseværelser i alt. Tre i stueetagen og tre på 1.sal.
I stueetagen er der børn/unge i alderen 5-18, de er alle mobile. Her er alle børnene på nær to i min klasse diagnosticeret med Autism spectrum disorder – autisme.
På første er der studerende i alderen 5-21. Her sidder alle i kørestol på nær 1. Der er mellem 3 og syv børn i hver klasse.
Ved siden af skolen ligger The Villas, som fungerer som aflastningshjem både for børn og forældre. Der er også genoptræning her og Wilson centre Medical care.
I min klasse er der 5 drenge i alderen 9-15. De er alle vidt forskellige, som i en hver anden klasse. Tre af drengene har autisme i meget svær grad.



En stor del af det jeg arbejder med i klassen er ’behaviour’. Adfærd børnene har tilegnet pga. forældrenes opdragelse – manglen på samme.
Jeg kan prøve at give jer et eksempel:
Joon slår sig selv hvis han ikke kan komme til at gå sammen med en voksen – helst sidde på den voksnes skød og rokkes. Bliver hans behov ikke mødt smider han sig på gulvet og banker sit hoved ned i gulvet. Han gør dette rigtig hårdt og indtil man stopper ham. Han stopper ikke slev om han bløder fra næsen, der nu altid er forbinding på, fordi hans sår ikke vil hele.
Jeg har læst hans skole papire, medicinske papire og raporter fra adfærdspsykologer der har besøgt ham og han forældre i deres hjem og snakket med min kollega, der er klasselære for at prøve at forstå hvorfor Joon opfører sig som han gør. Det vi i dagligdagen er oppe i mod, er to kærlige forældre, der kun vil det bedste for deres søn. To forældre som selv har taget sig af Joon uden megen hjælp udefra. De har været enormt ihærdige og mødt Joons behov selv før han selv næsten vidste at han havde dem, og har derfor kunne bremse meget af hans selvskadende adfærd inden det kom for vidt. Deres ihærdighed har desværre, formodes det, nok også resulteret i at Joon stort set ikke er selvstændig. Derhjemme er han vant til at blive holdt og båret rundt på, hvilket gør livet i skolen for ham svært, da det her ikke er muligt og personalet ikke ønsker at fastholde ham i denne uselvstændighed. Mit og mine kollegaers arbejde i forhold til Joon går hovedsageligt ud på at prøve at stoppe Joons selvskadelige adfærd. Både forældre og personale ønsker at Joon skal blive mere selvstændig, da dette ville gavne ham i alle tænkelige hensigter. Joon ville kunne tage del i flere aktiviteter hvis han var mere selvstændig – pga. hans adfærd, der kræver en til en kontakt (ved nogle tilfælde to til en fx toilet besøg osv). Er joon kun i skole indtil efter frokostpausen, da der kun er tre på arbejde i klassen om eftermiddagen. Det personalet og forældre også har i tankerne er, at der ikke er noget skoletilbud efter man er fyldt 21 her i New Zealand, han vil derfor efter han er fyldt 21 være mere overladt til sig selv end han er nu. Samtidig vil hans forældre på dette tidspunkt også være ældre og på længere sigt vil de ikke kunne tage sig af ham. Dernæst ønsker forældre og personale at bremse Joons adfærd, der hvis der ikke gøres noget vil koste ham synet på venstre øje – hans højre øje er allerede ødelagt pga. hans selvskadende adfærd.

Pædagogiske projekter jeg er i gang med:

Jeg lærer mange nye ting hernede og prøver at øve mig i mine nye erfarringer og færdigheder så meget som muligt. Jeg prøver at bruge min viden til at hjælpe til udvikling i klassen og gøre nye erfarringer. Jeg har startet et projekt der går ud på at udarbejde en måde hvorpå en af drengene i den klasse jeg arbejder i, som er døv, kan kommunikerer med personalet. Jeg oplever at han bliver overladt meget til sig selv. Jeg oplever at han ofte bliver ladt alene i ’arbejdssituationer’ og fællesaktiviteter fordi de tre af de fire andre drenge i klassen kræver personalets opmærksomhed pga. selvskadende adfærd eller anden opførsel der kræver at personalet griber ind. Jeg oplever at han bliver ladt alene fordi ha ikke kræver opmærksomheden selv, han kan lettere lades alene end de andre – hvilket ofte gør at han går glip af det der foregår i klassen enten fordi han bliver overladt til sig selv eller ikke får en til en kontakt fordi en af de andre drenge kræver en til en. Jeg tænker derfor på hvad Quintin mon ville kunne hvis han fik lige så meget tid med personalet som de mere krævende drenge.

I starten gjorde jeg mig overvejelser omkring hvordan han kan kommunikerer til personalet hvad han har lyst til at lave, når han ikke har mulighed for en til en kontakt. Mine overvejelser var: (Jeg vil kalde ham Q)
- Q bliver ladt alene fordi de andre drenge i klassen ’råber højest’.
- Q lider af CHARGE Syndrom der gør at han laver tvangshandlinger – hvilket han som oftest gør, når han ikke er beskæftiget.
Det jeg overvejer mht. bogen er, at den kunne være et kommunikationsredskab for Q. Da Q næsten er døv og ikke gør brug af verbalt sprog ville jeg gerne prøve at udforme en bog der kunne støtte ham i kommunikation på anden vis.
Q er i stand til at forstå mange tegn (signing). Q bruger også PECS som kommunikationsmiddel, men jeg er i tvivl om hvorvidt Q forstår betydningen af PECS. Jeg har tænkt over om PECSene fungerer hvis man tager nogle nye billeder af de samme motiver – fx Villaerne og hans hjem. Jeg kan godt forestille mig at han er blevet vandt til et par af billederne og bruger dem ’pr. automatik’ og ikke forstår selve kommunikationsaspektet. (Det er som om Q nogle gange ser PECSene som en form for tryllestav, der kan give ham hvad han har lyst til lige nu, jeg er ikke sikker på om han forstår symbolet for ’Ja’ og ’Not now’).

øjeblikket er jeg i gang med at afprøve mine forskellige ideer:

Jeg tænkte at jeg kunne starte forløbet med bogen med at prøve at finde ud af hvor meget Q forstår ved brugen af tegn, symboler, billeder og skrift – nonverbal kommunikation.
Måske ved at tage nye billeder og bruge som PECS for at se om Q forstår at bruge PECS som de er beregnet til eller om han evt. bruger dem med en begrænset forståelse – gør han brug af andre billeder end Villaerne og hjem? Ja: toilet og boldbassin.


BOGEN: Give Quintin valget mellem to billeder man ved man kan opfylde f.eks. puslespil eller cykel, i forhold til en hel bog med mange ting der ikke kan opfyldes f.eks. pga. at man skal væk fra skolen etc.