Villaerne (respite care), fantastisk udsigt!
Klasseværelset
Nogle af de mange billeder, der strukturerer børnenes hverdag.
Besøg af drama/danselæren, der også fortæller Maori eventyr og lærer os at synge med på Maorisange.
Institutionens pædagogik:
Praktikstedet hvor jeg er i praktik er en skole for børn med 'special needs'. Skolen bliver betragtet som et lærringssted - hvilket også giver sig til udtryk i dagligdagen.
Eleverne på skolen skal følge det korigulum som undervsiningsministeriet sender ud og som resten af 'mainstream'/folkeskolerne i hele New Zealand også følger - special needs eller ej.
Det vil sige at de børn jeg arbejder med, som lider af alvorlige fysiske og psykiske handicaps følger samme normer og regler som alle andre børn - sådan i store træk.
I hver af skolens klasser er der en klasselære, der er uddannet teacher - skolelærer. Han/hun skal så sørge for at koriculummet bliver tilpasset de børn der er i han/hendes klasse på bedst mulig måde. Børnene skal opfylde krav i forhold til fag som matematik, modersmål, kulturforståelse, kunst og kreativitet m.m. Det kan godt på en snart nyudklækket pædagog virke lidt mærkeligt. Om ikke andet er der nu alligevel mange ting jeg har lært hernede.
Institutionens pædagogik: Som sagt består det uddannede personale på skolen af skolelærer og terapeuter og ikke pædagoger. De ved faktisk ikke helt hvad vi er for nogle størrelser.
I modsætning til hvordan jeg synes vi i Danmark er blevet bedre til at se det enkelte mennekse ud fra dets virkelighed (ingen løftede fingre eller overrislende rosende ord, blot en lille tanke - holder slet ikke alle steder), synes jeg at de her på mit praktiksted tænker meget ud fra hvordan børnene på skolen kan lære ting der passer til normen - flertallet.
Der er meget edikette lærer, f.eks. i hvordan man sidder og spiser, at man ikke sidder på bordene, går med mad i munden osv.. Det kan være lidt omsondst engang imellem, når jeg prøver at få en god kontakt til et barn og så skal være opmærksom på om han eller hun har rene hænder.. Ja pædagogik og skolegang kan nogle gange gnide sig lidt bebsværdet op af hinanden.
Jeg vil sige og give dem respekt for deres handleplaner. Det har de altså styr på. Resultater er de også gode til at få, ja der vil jeg faktisk sige at de er langt fremme i skoene.. eller også tænker vi bare forskelligt i Danmark og New Zealand. Jeg føler mig meget hjemme hernede og rigtig mange ting er ens, men pædagogik findes altså ikke på samme måde som derhjemme og det har tvunget mig til at tænke over hvad jeg egentlig forstår ved mit fag.
Jeg synes vi er rigtig gode til at vende de etiske overvejelser derhjemme og huske det enkelte menneskes rettigheder. Hér føler jeg tit at jeg går lige på grænsen eller over.. Specielt i forhold til hvordan personalet åbenlyst taler om børnene imens de er tilstede, eller til tider glemmer at vi faktsik arbejder med levende og forskellige tænkende endivider med følelser og identitet. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at man ikke lukker toiletdøren hvis man hjælper et barn på toilettet, eller braser ind uden at banke på for at hente en ble. Det kan også være at man lige flytter en kørestolsbruger uden at sige hej eller dav eller andre ting i samme boldgade.
Tilgengæld er de meget resultatorienterede hvilket virkelig kan skabe resultater som virker mirakelagtige. Flere af børnene på skolen er kommet ud af deres kørestole ved hjælp af genoptæning og mange lærer både at få et nogenlunden verbalt og/eller skriftligt sprog. Sociale færdigheder bliver også sat meget i fokus og der bliver raporteret både til høje og venstre og holdt hånd i hanke med hvad der skal nåes osv.
Praktikstedet hvor jeg er i praktik er en skole for børn med 'special needs'. Skolen bliver betragtet som et lærringssted - hvilket også giver sig til udtryk i dagligdagen.
Eleverne på skolen skal følge det korigulum som undervsiningsministeriet sender ud og som resten af 'mainstream'/folkeskolerne i hele New Zealand også følger - special needs eller ej.
Det vil sige at de børn jeg arbejder med, som lider af alvorlige fysiske og psykiske handicaps følger samme normer og regler som alle andre børn - sådan i store træk.
I hver af skolens klasser er der en klasselære, der er uddannet teacher - skolelærer. Han/hun skal så sørge for at koriculummet bliver tilpasset de børn der er i han/hendes klasse på bedst mulig måde. Børnene skal opfylde krav i forhold til fag som matematik, modersmål, kulturforståelse, kunst og kreativitet m.m. Det kan godt på en snart nyudklækket pædagog virke lidt mærkeligt. Om ikke andet er der nu alligevel mange ting jeg har lært hernede.
Institutionens pædagogik: Som sagt består det uddannede personale på skolen af skolelærer og terapeuter og ikke pædagoger. De ved faktisk ikke helt hvad vi er for nogle størrelser.
I modsætning til hvordan jeg synes vi i Danmark er blevet bedre til at se det enkelte mennekse ud fra dets virkelighed (ingen løftede fingre eller overrislende rosende ord, blot en lille tanke - holder slet ikke alle steder), synes jeg at de her på mit praktiksted tænker meget ud fra hvordan børnene på skolen kan lære ting der passer til normen - flertallet.
Der er meget edikette lærer, f.eks. i hvordan man sidder og spiser, at man ikke sidder på bordene, går med mad i munden osv.. Det kan være lidt omsondst engang imellem, når jeg prøver at få en god kontakt til et barn og så skal være opmærksom på om han eller hun har rene hænder.. Ja pædagogik og skolegang kan nogle gange gnide sig lidt bebsværdet op af hinanden.
Jeg vil sige og give dem respekt for deres handleplaner. Det har de altså styr på. Resultater er de også gode til at få, ja der vil jeg faktisk sige at de er langt fremme i skoene.. eller også tænker vi bare forskelligt i Danmark og New Zealand. Jeg føler mig meget hjemme hernede og rigtig mange ting er ens, men pædagogik findes altså ikke på samme måde som derhjemme og det har tvunget mig til at tænke over hvad jeg egentlig forstår ved mit fag.
Jeg synes vi er rigtig gode til at vende de etiske overvejelser derhjemme og huske det enkelte menneskes rettigheder. Hér føler jeg tit at jeg går lige på grænsen eller over.. Specielt i forhold til hvordan personalet åbenlyst taler om børnene imens de er tilstede, eller til tider glemmer at vi faktsik arbejder med levende og forskellige tænkende endivider med følelser og identitet. Det kan f.eks. komme til udtryk ved, at man ikke lukker toiletdøren hvis man hjælper et barn på toilettet, eller braser ind uden at banke på for at hente en ble. Det kan også være at man lige flytter en kørestolsbruger uden at sige hej eller dav eller andre ting i samme boldgade.
Tilgengæld er de meget resultatorienterede hvilket virkelig kan skabe resultater som virker mirakelagtige. Flere af børnene på skolen er kommet ud af deres kørestole ved hjælp af genoptæning og mange lærer både at få et nogenlunden verbalt og/eller skriftligt sprog. Sociale færdigheder bliver også sat meget i fokus og der bliver raporteret både til høje og venstre og holdt hånd i hanke med hvad der skal nåes osv.
Læren i den klasse hvor jeg er i praktik har kun arbejdet på skolen i et år og er ansat uden nogen erfarring indenfor specielområdet. Hun er ved at tage nogle kurser i bl.a. Intensive interaction - noget der minder meget om Social motorik. Lærerne kan også melde sig til andre kurser, men det kræver som sådan ikke nogen speciel uddannelse udover læreruddannelsen at arbejde som lærer her. Tankevækkende synes jeg, når jeg kigger på de børn jeg selv arbejder med, som alle lider af svære psykiske og fysiske handicaps. Det har måske igen noget at gøre med, at man ikke har den samme form for pædagogik hernede - at det arbejde pædagiger laver derhjemmei stor grad bliver udført af terapeuter hernede og at man med ordet skole mener s k o l e. Et sted for lærring, ofte uden så mange etiske overvejelser.
Tilgengæld synes at skolen er god til at bruge deres terapeuter og igså få dygtige folk udefra til at komme ud på skolen og hjælpe slever og lærer.
F.eks. har vi i min klasse drama en gang om ugen, vi laver mad en gang om ugen, er ude og bowle eller noget andet socialt og laver genoptræning med en masse gode redskaber og (pædagogiske) overvejelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar