Lidt om min hverdag hernede i praktikken.
Jeg arbejder i room 2 på Wilson school. Der er seks klasseværelser i alt. Tre i stueetagen og tre på 1.sal.
I stueetagen er der børn/unge i alderen 5-18, de er alle mobile. Her er alle børnene på nær to i min klasse diagnosticeret med Autism spectrum disorder – autisme.
På første er der studerende i alderen 5-21. Her sidder alle i kørestol på nær 1. Der er mellem 3 og syv børn i hver klasse.
Ved siden af skolen ligger The Villas, som fungerer som aflastningshjem både for børn og forældre. Der er også genoptræning her og Wilson centre Medical care.
I min klasse er der 5 drenge i alderen 9-15. De er alle vidt forskellige, som i en hver anden klasse. Tre af drengene har autisme i meget svær grad.
En stor del af det jeg arbejder med i klassen er ’behaviour’. Adfærd børnene har tilegnet pga. forældrenes opdragelse – manglen på samme.
Jeg kan prøve at give jer et eksempel:
Joon slår sig selv hvis han ikke kan komme til at gå sammen med en voksen – helst sidde på den voksnes skød og rokkes. Bliver hans behov ikke mødt smider han sig på gulvet og banker sit hoved ned i gulvet. Han gør dette rigtig hårdt og indtil man stopper ham. Han stopper ikke slev om han bløder fra næsen, der nu altid er forbinding på, fordi hans sår ikke vil hele.
Jeg har læst hans skole papire, medicinske papire og raporter fra adfærdspsykologer der har besøgt ham og han forældre i deres hjem og snakket med min kollega, der er klasselære for at prøve at forstå hvorfor Joon opfører sig som han gør. Det vi i dagligdagen er oppe i mod, er to kærlige forældre, der kun vil det bedste for deres søn. To forældre som selv har taget sig af Joon uden megen hjælp udefra. De har været enormt ihærdige og mødt Joons behov selv før han selv næsten vidste at han havde dem, og har derfor kunne bremse meget af hans selvskadende adfærd inden det kom for vidt. Deres ihærdighed har desværre, formodes det, nok også resulteret i at Joon stort set ikke er selvstændig. Derhjemme er han vant til at blive holdt og båret rundt på, hvilket gør livet i skolen for ham svært, da det her ikke er muligt og personalet ikke ønsker at fastholde ham i denne uselvstændighed. Mit og mine kollegaers arbejde i forhold til Joon går hovedsageligt ud på at prøve at stoppe Joons selvskadelige adfærd. Både forældre og personale ønsker at Joon skal blive mere selvstændig, da dette ville gavne ham i alle tænkelige hensigter. Joon ville kunne tage del i flere aktiviteter hvis han var mere selvstændig – pga. hans adfærd, der kræver en til en kontakt (ved nogle tilfælde to til en fx toilet besøg osv). Er joon kun i skole indtil efter frokostpausen, da der kun er tre på arbejde i klassen om eftermiddagen. Det personalet og forældre også har i tankerne er, at der ikke er noget skoletilbud efter man er fyldt 21 her i New Zealand, han vil derfor efter han er fyldt 21 være mere overladt til sig selv end han er nu. Samtidig vil hans forældre på dette tidspunkt også være ældre og på længere sigt vil de ikke kunne tage sig af ham. Dernæst ønsker forældre og personale at bremse Joons adfærd, der hvis der ikke gøres noget vil koste ham synet på venstre øje – hans højre øje er allerede ødelagt pga. hans selvskadende adfærd.
Jeg arbejder i room 2 på Wilson school. Der er seks klasseværelser i alt. Tre i stueetagen og tre på 1.sal.
I stueetagen er der børn/unge i alderen 5-18, de er alle mobile. Her er alle børnene på nær to i min klasse diagnosticeret med Autism spectrum disorder – autisme.
På første er der studerende i alderen 5-21. Her sidder alle i kørestol på nær 1. Der er mellem 3 og syv børn i hver klasse.
Ved siden af skolen ligger The Villas, som fungerer som aflastningshjem både for børn og forældre. Der er også genoptræning her og Wilson centre Medical care.
I min klasse er der 5 drenge i alderen 9-15. De er alle vidt forskellige, som i en hver anden klasse. Tre af drengene har autisme i meget svær grad.
En stor del af det jeg arbejder med i klassen er ’behaviour’. Adfærd børnene har tilegnet pga. forældrenes opdragelse – manglen på samme.
Jeg kan prøve at give jer et eksempel:
Joon slår sig selv hvis han ikke kan komme til at gå sammen med en voksen – helst sidde på den voksnes skød og rokkes. Bliver hans behov ikke mødt smider han sig på gulvet og banker sit hoved ned i gulvet. Han gør dette rigtig hårdt og indtil man stopper ham. Han stopper ikke slev om han bløder fra næsen, der nu altid er forbinding på, fordi hans sår ikke vil hele.
Jeg har læst hans skole papire, medicinske papire og raporter fra adfærdspsykologer der har besøgt ham og han forældre i deres hjem og snakket med min kollega, der er klasselære for at prøve at forstå hvorfor Joon opfører sig som han gør. Det vi i dagligdagen er oppe i mod, er to kærlige forældre, der kun vil det bedste for deres søn. To forældre som selv har taget sig af Joon uden megen hjælp udefra. De har været enormt ihærdige og mødt Joons behov selv før han selv næsten vidste at han havde dem, og har derfor kunne bremse meget af hans selvskadende adfærd inden det kom for vidt. Deres ihærdighed har desværre, formodes det, nok også resulteret i at Joon stort set ikke er selvstændig. Derhjemme er han vant til at blive holdt og båret rundt på, hvilket gør livet i skolen for ham svært, da det her ikke er muligt og personalet ikke ønsker at fastholde ham i denne uselvstændighed. Mit og mine kollegaers arbejde i forhold til Joon går hovedsageligt ud på at prøve at stoppe Joons selvskadelige adfærd. Både forældre og personale ønsker at Joon skal blive mere selvstændig, da dette ville gavne ham i alle tænkelige hensigter. Joon ville kunne tage del i flere aktiviteter hvis han var mere selvstændig – pga. hans adfærd, der kræver en til en kontakt (ved nogle tilfælde to til en fx toilet besøg osv). Er joon kun i skole indtil efter frokostpausen, da der kun er tre på arbejde i klassen om eftermiddagen. Det personalet og forældre også har i tankerne er, at der ikke er noget skoletilbud efter man er fyldt 21 her i New Zealand, han vil derfor efter han er fyldt 21 være mere overladt til sig selv end han er nu. Samtidig vil hans forældre på dette tidspunkt også være ældre og på længere sigt vil de ikke kunne tage sig af ham. Dernæst ønsker forældre og personale at bremse Joons adfærd, der hvis der ikke gøres noget vil koste ham synet på venstre øje – hans højre øje er allerede ødelagt pga. hans selvskadende adfærd.
Pædagogiske projekter jeg er i gang med:
Jeg lærer mange nye ting hernede og prøver at øve mig i mine nye erfarringer og færdigheder så meget som muligt. Jeg prøver at bruge min viden til at hjælpe til udvikling i klassen og gøre nye erfarringer. Jeg har startet et projekt der går ud på at udarbejde en måde hvorpå en af drengene i den klasse jeg arbejder i, som er døv, kan kommunikerer med personalet. Jeg oplever at han bliver overladt meget til sig selv. Jeg oplever at han ofte bliver ladt alene i ’arbejdssituationer’ og fællesaktiviteter fordi de tre af de fire andre drenge i klassen kræver personalets opmærksomhed pga. selvskadende adfærd eller anden opførsel der kræver at personalet griber ind. Jeg oplever at han bliver ladt alene fordi ha ikke kræver opmærksomheden selv, han kan lettere lades alene end de andre – hvilket ofte gør at han går glip af det der foregår i klassen enten fordi han bliver overladt til sig selv eller ikke får en til en kontakt fordi en af de andre drenge kræver en til en. Jeg tænker derfor på hvad Quintin mon ville kunne hvis han fik lige så meget tid med personalet som de mere krævende drenge.
I starten gjorde jeg mig overvejelser omkring hvordan han kan kommunikerer til personalet hvad han har lyst til at lave, når han ikke har mulighed for en til en kontakt. Mine overvejelser var: (Jeg vil kalde ham Q)
- Q bliver ladt alene fordi de andre drenge i klassen ’råber højest’.
- Q lider af CHARGE Syndrom der gør at han laver tvangshandlinger – hvilket han som oftest gør, når han ikke er beskæftiget.
Det jeg overvejer mht. bogen er, at den kunne være et kommunikationsredskab for Q. Da Q næsten er døv og ikke gør brug af verbalt sprog ville jeg gerne prøve at udforme en bog der kunne støtte ham i kommunikation på anden vis.
Q er i stand til at forstå mange tegn (signing). Q bruger også PECS som kommunikationsmiddel, men jeg er i tvivl om hvorvidt Q forstår betydningen af PECS. Jeg har tænkt over om PECSene fungerer hvis man tager nogle nye billeder af de samme motiver – fx Villaerne og hans hjem. Jeg kan godt forestille mig at han er blevet vandt til et par af billederne og bruger dem ’pr. automatik’ og ikke forstår selve kommunikationsaspektet. (Det er som om Q nogle gange ser PECSene som en form for tryllestav, der kan give ham hvad han har lyst til lige nu, jeg er ikke sikker på om han forstår symbolet for ’Ja’ og ’Not now’).
I starten gjorde jeg mig overvejelser omkring hvordan han kan kommunikerer til personalet hvad han har lyst til at lave, når han ikke har mulighed for en til en kontakt. Mine overvejelser var: (Jeg vil kalde ham Q)
- Q bliver ladt alene fordi de andre drenge i klassen ’råber højest’.
- Q lider af CHARGE Syndrom der gør at han laver tvangshandlinger – hvilket han som oftest gør, når han ikke er beskæftiget.
Det jeg overvejer mht. bogen er, at den kunne være et kommunikationsredskab for Q. Da Q næsten er døv og ikke gør brug af verbalt sprog ville jeg gerne prøve at udforme en bog der kunne støtte ham i kommunikation på anden vis.
Q er i stand til at forstå mange tegn (signing). Q bruger også PECS som kommunikationsmiddel, men jeg er i tvivl om hvorvidt Q forstår betydningen af PECS. Jeg har tænkt over om PECSene fungerer hvis man tager nogle nye billeder af de samme motiver – fx Villaerne og hans hjem. Jeg kan godt forestille mig at han er blevet vandt til et par af billederne og bruger dem ’pr. automatik’ og ikke forstår selve kommunikationsaspektet. (Det er som om Q nogle gange ser PECSene som en form for tryllestav, der kan give ham hvad han har lyst til lige nu, jeg er ikke sikker på om han forstår symbolet for ’Ja’ og ’Not now’).
øjeblikket er jeg i gang med at afprøve mine forskellige ideer:
Jeg tænkte at jeg kunne starte forløbet med bogen med at prøve at finde ud af hvor meget Q forstår ved brugen af tegn, symboler, billeder og skrift – nonverbal kommunikation.
Måske ved at tage nye billeder og bruge som PECS for at se om Q forstår at bruge PECS som de er beregnet til eller om han evt. bruger dem med en begrænset forståelse – gør han brug af andre billeder end Villaerne og hjem? Ja: toilet og boldbassin.
BOGEN: Give Quintin valget mellem to billeder man ved man kan opfylde f.eks. puslespil eller cykel, i forhold til en hel bog med mange ting der ikke kan opfyldes f.eks. pga. at man skal væk fra skolen etc.
Måske ved at tage nye billeder og bruge som PECS for at se om Q forstår at bruge PECS som de er beregnet til eller om han evt. bruger dem med en begrænset forståelse – gør han brug af andre billeder end Villaerne og hjem? Ja: toilet og boldbassin.
BOGEN: Give Quintin valget mellem to billeder man ved man kan opfylde f.eks. puslespil eller cykel, i forhold til en hel bog med mange ting der ikke kan opfyldes f.eks. pga. at man skal væk fra skolen etc.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar